Tryghed, nærvær og et hjemligt miljø er i centrum i vores dagpleje, hvor dagene byder på forudsigelige rutiner med leg, læring, fællesskab og tæt samarbejde med forældrene.
I dagplejen vil dit barn havde en tæt følelsesmæssig tilknytning til en voksen hver dag. Det er den samme voksen der varetager barnets trivsel, udvikling, læring, samt dannelse i løbet af dagen, hvilket er med til at give barnet en tryg overskuelig hverdag, i en lille børnegruppe.
Dagplejerne er engagerede i at skabe dage fyldt med leg, opmærksomhed, fordybelse og tid til hvert enkelt barn. De har ambitiøse mål om både at passe på børnene og støtte deres udvikling. Vi fokuserer på at skabe optimale betingelser for at udvikle robuste, livsduelige og kreative børn, hvilket vi altid gør sammen med jer forældre.
Dagplejerne inddeles i legestuer, hvor omtrent tre - fire dagplejere mødes, så børnene kan lære at omgås lidt større grupper og dermed gradvist forberedes på børnehaven.
En dagplejer passer fire børn og har plads til et gæstebarn fra en kollega. Dette giver dagplejeren mulighed for at kende dit barn godt og kunne yde trøst, støtte eller vejledning efter behov.
Det er dagplejerens opgave at sikre trygge og rolige rammer, så børnene trives og udvikler sig bedst muligt. Der er meget at lære, når man er lille i en stor verden. I dagplejen ønsker vi, sammen med jer forældre at give hvert enkelte barn den bedste forudsætning for at kunne agere i verden.
Dagplejen i Viborg kommune har en områdeleder og to dagplejeleder. Derudover er der ansat 12 dagplejepædagoger og ca. 155 dagplejere.
I dagplejen er der indskrevet i alt ca. 700 børn.
Dagplejelederen og dagplejepædagogerne er ansvarlige for den pædagogiske kvalitet i dagplejen, og der føres løbende tilsyn med dagplejehjemmene. Vi arbejder ud fra den styrkede læreplan og Viborg Kommunes værdier.