| Jeg hedder Conny Padkjær og er født i 1961. Jeg er gift med Knud og vi har tilsammen 4 børn og 8 børnebørn. Jeg lægger vægt på omsorg, tryghed og en stabil hverdag. Vi har en rolig hverdag, hvor der er tid til leg og fordybelse. Det er vigtigt for mig, at børnene lærer at omgås hinanden på en omsorgsfuld og kærlig måde. Jeg arbejder ud fra de seks læreplanstemaer. Møder barnet med en anerkendende tilgang, hvor jeg ser og respekterer barnet for dets forskellighed. Jeg er certificeret DGI-dagplejer, Idræt, leg og bevægelse. Dette betyder, at jeg er bevidst om vigtigheden af bevægelse. Jeg bruger naturen, skoven og legepladser til at styrke børnenes motorik. Indendørs laver vi motorikbaner, gymnastik på og med en stor motorikbold og sanglege med fagter og bevægelser. Hvis børnegruppen og vejret tillader det, vil vi gerne ud hver dag. |
| Jeg bor på Ranunkelvej i Bjerringbro. Vores hus ligger på en lukket villavej. Jeg har god plads til børnene og et dejligt legeværelse. Haven er børnevenlig indrettet, med både græs og et stort aflukket fliseareal. Så der er gode muligheder for at køre på scooter og lign. Sandkassen med komfuret bliver flittigt brugt og i legehuset kan vi både lege og synge. Der er også mulighed for at gynge og rutsje. Hvis vejret tillader det, har vi bord/ bænke, så vi kan spise i haven. |
Dagligdagen | Sådan kan en dag se ud hos mig: Vi starter dagen stille og roligt. Morgenhygge med bøger/tegne/stille lege. Tømmer opvaskemaskine. Smøre rugbrødsmadder til frokosten. Evt. morgensøvn. Formiddagsmad. Går en tur til vores lille skov. Den er lidt ujævn, som er godt for motorikken. Vi finder grankogler, flotte blade og lign. Måske ser vi en mariehøne eller noget andet, som skal undersøges nærmere. Vi går videre til en mark og ser om hestene er på græs og vil hilse på os. På vej hjem, kommer vi måske forbi en vandpyt, som vi lige må trampe i. Frokost Middagssøvn Eftermiddagsmad Lege Hjem I min dagpleje laver vi mange forskellige ting: Vi synger/danser, læser/snakker, laver puslespil, tegner/maler, leger med perler, bygger med Lego. dækker bord, bager, leger på værelset, leger i haven, besøge en kollega, på forskellige legepladser, på biblioteket, tur til ænderne/sportspladsen, gymnastiksalen på Bøgeskovskolen, tur til den lille skov og spejderskoven, på cykeltur i det blå (jeg har en ladcykel) Hos mig fejrer vi barnets fødselsdag, enten her eller hjemme hos barnet. Fastelavn fejrer vi med fastelavnsfest i legestuen, hvor barnet har udklædningstøj med hjemmefra. Så slår vi katten af tønden, synger og spiser fastelavnsboller og lidt snolder fra tønden. Til påske maler vi påskeæg og triller æggene ned af en lille bakke udenfor. Vi synger og finder påskehønens rede, hvor der er et lille chokoladeæg til hver. I maj måned er vi til dagplejedag. Alle dagplejer i byen mødes i hallen, hvor vi leger og har det sjovt. Inden sommerferien, i forbindelse med heldagslegestue inviteres forældre og dagplejebørn til kaffe og kage ved afhentning. Lige inden efterårsferien (uge 42) er alle dagplejer i byen samlet i Egeskoven til motionsdag. Vi følger en rute igennem skoven, hvor børnene bruger alle deres sanser. Til jul laver vi små overraskelser i løbet af december. Vi tager til julegudstjeneste i Bjerringbro kirke. En gudstjeneste der er arrangeret for dagplejebørnene. Efterfølgende får vi æbleskiver i kirkecenteret. I løbet af december er der også juletræsfest for dagplejer og dagplejebørnene. Vi synger og danser omkring juletræet, julemanden kommer på besøg med godteposer. I december er der også i forbindelse med heldagslegestue julehygge med gløgg og æbleskiver for forældre og dagplejebørn ved afhentning. Det er kun hvis børnegruppen tillader det, at vi deltager i aktiviteterne. Formiddagslegestue: Legestuegruppen består af 4-5 dagplejere, hver med 4-5 børn. I vinterhalvåret går vi i legestue 1 gang om ugen i ”Fiskehuset” klubhuset på Gudenåvej. I legestuen laver vi forskellige aktiviteter, som at male, klippe, motorikbane og danser / synger. Vi deler også nogle gange børnene op i grupper i legestuen. Typisk små og store for sig. Dermed kan vi lave forskellige aktiviteter, der passer til børnenes alder. Det kan være til fordel for både små og store. Vi prøver at tilgodese alles behov bedst muligt. Så alle kan få en dejlig og tryg dag. Vi har som oftest madpakker med, som vi spiser i legestuen. I sommerhalvåret mødes vi på forskellige legepladser, hvor vi enten har planlagt en aktivitet eller der er rum til fri leg. Vi benytter også skoven, hinandens haver eller det kunne være en tur til gartneren. Vi gør vores bedste, for at børnene får nogle gode oplevelser sammen i en større flok. Dermed styrker vi børnenes sociale kompetencer og opbygger en udvikling i børnene, så de bliver klar til børnehave senere hen. Heldagslegestue: 1 gang om måneden afholder vi heldagslegestue. Børnene bliver afleveret og hentet i legestuen (dette aftales individuelt med din dagplejer). Der starter vi dagen stille og roligt. Hygger med børnene sammen med formiddagsmad, som oftest er hjemmebagte boller og hvad dertil hører. Derefter har vi en eller anden form for aktivitet og nogle sanglege. Vi har madpakker med og spiser dem inde eller ude alt efter vejret. Derefter er det puttetid. Når børnene sover, arbejder vi dagplejere med TOPI (tidlig opsporing og indsats) hvor vi sammen evaluerer alle børn. Et SUPER godt redskab, da vi via sparring med hinanden og flere øjne der ser, kan give hinanden gode råd eller ideer til hvad der evt. kan gøres af tiltag. Dette gøres i samarbejde med vores dagplejepædagog. Det afholder vi tre gange om året, hvor vi kommer omkring alle børn. Det kan også være pædagogiske læreplaner, vi arbejder med. |
Dagplejepædagog | Inger Skovgaard Pedersen |
Forældresamarbejde | Jeg sætter pris på, at både børn og forældre føler sig velkommen og trygge i mit hjem. Derudover sætter jeg pris på, at forældresamarbejdet er godt og med gensidig respekt. Jeg foretrækker åbenhed, så spørg, hvis I undres over noget. Dette er til fordel for jeres lille guldklump. |
Sovetid | Børnenes søvn er vigtig for deres udvikling. Hos mig sover alle børn middagssøvn. De børn, som har behov, får desuden en morgensøvn. Jeg lægger vægt på, at børnene som udgangspunkt, får lov til at sove, til de vågner. |
Praktisk information | Tasken skal indeholde: Praktisk overtøj og fodtøj, som passer til årstiden. Skiftetøj – 2 body ‘er, 2 sæt tøj, 2par strømper, 1 ekstra sut Bleer, engangsklude/vådservietter, lommeletter. Der er mulighed for at have barnevognen stående hos mig i hverdagene. Hvis jeg skulle være uheldig og blive syg, stiller jeg børnenes taske i barnevognen, som vil stå i mit cykelskur. |
Åbningstider | Mandag: 6.15-16.00 Tirsdag: 6.15-16.00 Onsdag: 6.15-16.00 Torsdag: 6.15-16.00 Fredag: 6.15-15.15 |
Kontaktinformationer | Conny Padkjær Ranunkelvej 19 8850 Bjerringbro Tlf.: 6126 4407 Mail: conn5415@viborgskoler.dk |