Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Birthe Glud Nielsen

 

 

 

Billede af Birthe

Hej,
Mit navn er Birthe, og jeg er gift med Jan. Jan arbejder i Skive på et 4-dages aftenhold, så han er hjemme om formiddagen.
Vi har en lille hund, Otto. Otto har sit eget område, og børnene er derfor ikke sammen med ham i løbet af dagen.
Vores fire børn er alle flyttet hjemmefra og har selv stiftet familie. Lige nu har vi seks børnebørn.


Jeg har været dagplejer siden januar 2002. Jeg nyder mit arbejde rigtig meget. Det er livsbekræftende, spændende og ikke mindst et job fyldt med nærhed og omsorg. Jeg passer på jeres guld, og derfor er det vigtigt for mig, at I som forældre føler jer trygge ved at aflevere jeres barn hos mig.
Gennem årene har jeg deltaget i de kurser, der er blevet tilbudt, blandt andet Dagplejeren som profession, Barnets første 1000 dage og mange andre spændende forløb. Derudover gennemfører vi hvert år et førstehjælpskursus.


Jeg er DGI-dagplejer. Vi er ude stort set hver dag. Jeg har skoven lige i baghaven, og der bruger vi rigtig meget tid. Vi går på opdagelse, snakker om skovens dyr, samler kogler og grene, spiser måske madpakker i skoven og får mulighed for at kravle, løbe og rulle.


Herhjemme har jeg en dejlig legeplads, og for enden af vejen ligger en stor offentlig legeplads, som vi også ofte benytter.
Vi laver gymnastik og børneyoga, og en gang om måneden tager vi i hallen til dagplejehåndbold.


I dagplejen arbejder vi også med VLS (Vi Lærer Sammen). Her arbejder vi blandt andet med forskelle, måleord og udforsker forskellige emner. I Viborg Kommune har vi arbejdet med VLS i flere år, og jeg synes, det er meget spændende. Det giver os gode fokuspunkter og mange muligheder for hele tiden at udvikle vores pædagogiske arbejde.
Jeg fortæller gerne mere om VLS, når I kommer til opstartsmøde eller besøg hos mig.

Hos Birthe er der plads til leg udenfor i haven

Inde i gangen har jeg garderobe og pusleplads, jeg har et stort lyst legeværelse. 
Vi spiser inde i stuen ved spisebordet, hvis ikke vi spiser udenfor.

Ude foran huset har jeg et stort overdækket område, som vi leger rigtig meget på og omme bag ved har jeg en stor sandkasse og plads til at køre scooter osv.

Dagligdagen

 

Billede af Birthes hus

En dag hos mig:
Hvis dit barn har behov for morgenmad, laver vi en aftale om det.
Hvis nogle af børnene har brug for en lille morgenlur, ligger den typisk mellem kl. 7.00 og 8.30. Derefter spiser vi formiddagsmad, som består af en grovbolle med smør og forskelligt pålæg samt lidt frugt.
Ved formiddagsmaden har vi en lille samling, hvor vi snakker rundt om bordet. Her fornemmer jeg, om børnene er klar til en god tur i skoven eller på legepladsen, eller om det skal være en mere stille dag.
Når et nyt barn starter i dagplejen, tager jeg selvfølgelig altid hensyn til, hvad barnet er klar til, og tilpasser dagens aktiviteter derefter.
Inden vi tager af sted, får børnene en ren ble på og bliver gjort klar med overtøj. Vi er som regel tilbage omkring kl. 11.00, så vi kan vaske hænder, spise frokost og gøre klar til middagslur.
Middagsluren ligger typisk mellem kl. 12.00 og 14.30, afhængigt af barnets alder og behov. Vi vækker som udgangspunkt ikke børnene i dagplejen, men hvis der er behov for en kortere lur, finder vi selvfølgelig en løsning sammen.


Vi følger årets traditioner og markerer blandt andet fastelavn, påske, Sankt Hans, halloween og jul. I løbet af året laver vi forskellige aktiviteter, der passer til årstiden.
Hver måned sender jeg et opslag på Aula med de planlagte aktiviteter, og ellers taler vi løbende om, hvad vi skal lave.
Jeg sender også billeder på Aula. Billederne deles i et fælles opslag til hele forældregruppen, så alle får de samme billeder. Husk at gemme dem, da de slettes efter en måned.


Vi er i legestue hver 14. dag fra morgen til eftermiddag. På legestuedage skal I derfor tage barnevogn og taske med til legestuen om morgenen, når I afleverer jeres barn, og tage det med hjem igen ved afhentning.
Vi har et dejligt legestuehus, som ligger ved Skovbørnehaven, og vi nyder rigtig meget at være der. Jeg er i gruppe med tre andre dagplejere, og børnene har derfor mulighed for at møde og lege med flere børn og voksne.

Dagplejepædagog

Mette Fink Knudsen

Forældresamarbejde

Jeg lægger stor vægt på et godt samarbejde mellem os voksne. Derfor er det vigtigt for mig, at vi taler sammen om barnets hverdag.


Jeg vil gerne vide, hvis jeres barn har haft en svær nat eller noget særligt, der kan have betydning for dagen. Til gengæld fortæller jeg også gerne om, hvordan barnets dag er gået hos mig.


Har I spørgsmål eller undrer jer over noget af det, jeg gør i hverdagen, så spørg endelig. Jeg forklarer meget gerne baggrunden for mine valg, for jeg synes, det er vigtigt, at vi har en åben og ærlig dialog til gavn for barnet.

Sovetid

Formiddagssøvn ca. 8-9

Middagssøvn 12-14.30 alt afhængig af det enkelte barn.

Praktisk information

Hvis jeres barn bliver syg, skal I kontakte mig og give besked. Derudover skal I registrere barnets fravær på Aula, så snart I ved, at barnet ikke kommer i dagpleje. På den måde kan kontoret se, at der eventuelt er en ledig plads til et gæstebarn.
Jeg vil også meget gerne have besked, når jeres barn er klar til at komme i dagpleje igen. Det hjælper mig i forhold til planlægning og forberedelse.
 

Hvis I om aftenen kan se, at barnet har været feberfri hele dagen, har leget og været i godt humør, må I meget gerne sende mig en besked på Aula om, at barnet kommer næste dag.


Hvis jeres barn bliver syg, mens det er hos mig, kontakter jeg jer, så vi sammen kan aftale nærmere. Det er derfor vigtigt, at telefonnumrene på barnets stamkort altid er opdaterede.
 

Hvis jeg bliver syg, bliver I kontaktet af kontoret. De informerer om min sygdom og spørger, om I har behov for en gæsteplads. Når jeg er tilbage på arbejde, får I besked fra gæstedagplejeren.

Åbningstider

Mandag: Kl. 06:30-16:15

Tirsdag: Kl. 06:30-16:15

Onsdag: Kl. 06:30-16:15

Torsdag: Kl. 06:30-16:15

Fredag:  Kl. 06:30-15:30

Kontaktinformationer

Birthe Glud Nielsen

Nøddekrattet 9

8850 Bjerringbro

2064 0630

Mail: birt5916@viborgskoler.dk