| Velkommen til min dagpleje Jeg hedder Annette, og bor sammen med min familie på et lille nedlagt landbrug på landet. Det er ca. 3 km uden for Hammershøj. Jeg nyder meget naturen og pladsen ude sammen med dagplejebørnene. Vi tager også gerne ud på ture for at oplever det nære omkring os, og til det har vi den store barnevogn eller min ladcykel til at komme rundt. Jeg har 2 børn, Camilla fra 2008 og Andreas fra 2006. De nyder at mor er dagplejer, og hygger gerne med de små om morgenen inden skoletid. Min fritid bruger jeg med familien og kan godt lide at hygge hjemme med en god bog eller film. Jeg bruger også en del tid på crossdance/zumba og på at spille badminton med familien. Jeg er naturdagplejer og medlem af Friluftrådets Grønne Spirer. At være Grøn Spire betyder, at jeg inddrager naturen i mit arbejde med børnene og at jeg planlægger aktiviteter der tager udgangspunkt i årstiderne og naturen. Derudover blev jeg i 2018 certificeret DGI dagplejer og inddrager ligeledes idræts- leg- og bevægelsesaktiviteter i min daglig praksis. Dagpleje: Alle børn har deres eget rum i garderoben. Jeg har et stort køkken, som sammen med dagplejeværelset bliver brugt, når vi er inde. Ude har jeg et område til leg, hvor der er legehus, sandkasse og hvad der dertil hører. Så er der den store have med nedgravet trampolin, og et stort område med pilehytte, balance træstammer, gynger og hyggekroge. Jeg har kaniner og høns, som vi ofte fodrer og kigger til. |
| Se ovenstående
|
Dagligdagen
| En dag hos mig afhænger selvfølgelig af børnene og deres alder, men vi hygger gerne inde indtil formiddagsmaden kl. ca. 8.30. Det er i dette tidsrum vi bl.a. pusler med det kreative eller gør noget klar til frokosten. En del af året går vi tidligere ud, da vi rigtig gerne vil være ude. Vi er ude hver dag, og er vejret til det, så spiser vi gerne ude. Jeg har en stor dejlig grund, som vi bruger meget. Ellers vi bruger naturen lige rundt om os, tager ud og oplever og snakker om alt det vi ser på vores vej. Det er gerne om formiddagen, vi har gang i de planlagte aktiviteter, hvor der er mulighed for alle børnene at være med. I min dagpleje er der plads til de dage, hvor vi gør det vi har planlagt, men også til de dage hvor legen/fantasien bare drøner derudad, eller man er lidt træt, og har brug for lidt hygge og ro. Jeg kan godt lide det uformelle og det gode humør, så her må vi gerne tosse lidt. |
Dagplejepædagog | Dorte Retz Kasperczyk |
Forældresamarbejde | Jeg synes det er vigtigt med åbenhed og ærlighed, med fokus på barnets trivsel. Dialogen om de små gode ting fra dagligdagen, men også hvis der er svære ting at snakke om, så håber jeg det kan gøres i den gode tone og med respekt for hinanden. |
Sovetid | Behovet for søvn er forskelligt fra barn til barn, men som regel sover de små formiddagssøvn inden kl. 9.00. Det er altid i samråd med jer forældre, men der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor det ikke er nødvendigt med formiddagsluren mere. Det kommer også helt an på, hvor tidligt barnet kommer op om morgenen. Middagsluren er ca. fra kl. 12.15 - 12.30 og jeg tager børnene op igen ca. kl. 14.45 - 15.00, hvis de ikke er vågnet inden. Jeg mener det er vigtigt med gode rutiner omkring søvnen, så barnet får det søvn det har brug for. |
Praktisk information | Barnets ting og barnevogn står hos mig i løbet af ugen. Jeg vil gerne det kommer med hjem i weekenden til opfyldning/oprydning og evt. sengetøjsskift. Jeg udleverer en plastkasse til opbevaring af:
Jeg har plads til en pakke almindelige bleer og en pakke engangsskumvaskeklude ad gangen Bliver jeg syg, bliver I kontaktet i forhold til en gæsteplads og tingene bliver sat i barnevognen. Jeg har et lille rum til barnevogne ved siden af min fordør. Traditioner: Vi prøver at have fokus på traditionerne, og bager/leger/maler/klippe-klistrer det bedste vi kan. Det er igen selvfølgelig alt efter børnenes alder og evner. Formiddagslegestue: Det foregår som regel i gymnastiksalen ved skolen. Her bliver der lavet forskellige ting bl.a. med fokus på motorik og bevægelse, og general samvær i en større børneflok. Det er også her børnene møder de andre dagplejere, og det er jo vigtigt, når de eks. skal i gæstepleje. Heldagslegestue: Det bliver holdt i Spejderhytten i Hammershøj, og denne dag skal børnene afleveres og hentes der. Så alle deres ting og barnevogn skal selvfølgelig flyttes med. Vi kan have forskellige aktiviteter, og det planlægger vi i legestuegruppen. I middagsstunden, mens børnene sover, så skal dagplejerne arbejde med ” TOPI ” ifølge Viborg kommunes plan om tidlig indsats. |
Åbningstider | Mine åbningstider er: Mandag: Kl. 06.20 - 16.10 Tirsdag: Kl. 06.20 - 16.00 Onsdag: Kl. 06.20 - 16.00 Torsdag: Kl. 06.20 - 16.00 Fredag: Kl. 06.20 - 15.30 |
Kontaktinformationer | Annette Janni Madsen Grønhøjvej 25 8830 Tjele. Tlf. 20 83 03 20 Mail: anne3f97@viborgskoler.dk |